TRAFFICKING, handlingsplan, konference, direktiv og masser af lobby arbejde

20 Marts 2011

Vores arbejde indenfor prostitution og handel med kvinder til prostitution har igen i år foregået på forskellige niveauer og indenfor forskellige fora. Regeringens fire-årige handlingsplan til bekæmpelse af menneskehandel udløb i 2010, og selvom vi nu skriver marts 2011 er forhandlingerne om en ny handlingsplan endnu ikke færdige. I 3Fs uformelle anti-trafficking netværk besluttede vi, at politikerne ikke skulle mangle input og ønsker til en ny handlingsplan. Derfor skrev Kvinderådet sammen med tre andre organisationer en velbegrundet ønskeliste til politikerne med ideer til en ny handlingsplan, som rigtig mange andre organisationer og foreninger tilsluttede sig. Ønskelisten blev sendt til alle - specielt politikere - der kunne tænkes at komme i nærheden af de forhandlinger, der altså stadig pågår ift. at få lavet en ny handlingsplan på området.

Mere skriv blev det til, da vi via vores medlemskab af EU's Økonomiske og Sociale Udvalg (EØSU) fik plads i en arbejdsgruppe, der skulle forholde sig til udkastet til et nyt EU direktiv på menneskehandels området. Vi afleverede vores kommentarer og forslag til tekstændringer og kunne endnu engang se det vigtige i at fastholde vores plads i EØSU.

På EU's anti-trafficking dag 18. oktober holdt vi sammen med Reden International, Institut for Menneskerettigheder og 3F et stort og velbesøgt arrangement på Københavns rådhus. Vi havde inviteret gæster dels fra Norge til at tale om den måde identifikation af ofre foregår på der, dels fra London til at tale om det tætte samarbejde mellem politi og organisationer der hjælper ofrene, og endelig fra Italien til at tale om de tilbud der gives til kvinder, der er ofre for menneskehandel. Alt sammen for at gøre opmærksom på at der er andre lande, vi på disse tre områder kan lade os inspirere af i arbejdet med en ny handlingsplan på området.


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold