Usædvanlig alliance for flere kvinder i politik

9 September 2011

Skrevet af Ellen Trane Nørby  

Alt for få kvinder vælger at stille op til folketingsvalg. I morgen, fredag, går tre kvinder på tværs af partierne på gaden for at opfordre flere kvinder til at gå ind i politik.

Har du tænkt over den manglende demokratiske balance i Folketinget? I dag er der 179 medlemmer fordelt på 111 mænd og 68 kvinder. Heldigvis stiger andelen af kvinder, der stiller op til Folketinget, men i forhold til resten af befolkningen, så er det kvindelige køn fortsat repræsenteret i ringere grad end mændene i Folketinget.

Det vil Ellen Trane Nørby (V), Lotte Rod (Rad. V.) og Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) forsøge at gøre opmærksom på. De er alle tre aktive kvindelige politikere, der vil vise, at det sagtens kan lade sig gøre at involvere sig aktivt i politik.

Fredag d. 9. september fra kl. 14-15 går de tre kvinder på gaden for at gøre kvinder opmærksomme på, at politik også angår dem og for at inspirere dem til at deltage i politik.

De tre politikere er at finde på gågaden i Kolding samme dag som Kvinderådet kører en landsdækkende kampagne for at stemme flere kvinder ind i Folketinget. De tre politikere laver imidlertid deres egen kampagne, for de mener, at det er vigtigere overhovedet at få kvinderne til at stille op.

Kampagnen finder sted på gågaden fredag d. 9. september i Kolding ved Føtex kl. 14.00-15.00.

 

Ellen Trane Nørby kan kontaktes på tlf. 6162 4258


Niels Hemmingsens gade 10 Postboks 1069, 1008 Kbh. K Tel/fax.: 3312 8087/3312 6740
Udgiv indhold