FNs KVINDEKOMMISSIONS 54. SAMLING
Forkvinde Randi Iversen deltog i den danske delegation til Kvindekommissionens samling i FN, New York d. 1-12. marts 2010. Den danske delegation havde deltagere fra Udenrigsministeriet, Ligestillingsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Kvindernes U-lands Udvalg og Kvinderådet. Delegationsleder var den danske FN ambassadør Carsten Staur.
Samlingen var en særlig samling, idet den markerede 15-året for vedtagelsen af Beijing Deklarationen og handlingsplanen Platform For Action (PFA) og derfor var emnet for samlingen Beijing +15 med et review af Beijing deklarationen og PFA. Samtidig var der fokus på processen mod opnåelse af 2015-målene med hovedvægt på de mål, der især omhandler køns- og ligestillingsmæssige udfordringer. Der blev vedtaget en deklaration, som bekræftede Beijing Deklarationen og PFA og understregede, at 2015 målene kun kan opfyldes ved accelereret og fuld implementering af PFA. Slutdokumenterne fra den foreløbig sidste verdenskvindekonference i Beijing i 1995 er fortsat nogle af de mest betydningsfulde internationale dokumenter vedrørende ligestilling og kvinders rettigheder. Deklarationen blev enstemmig vedtaget allerede på samlingens 2. dag og var således ikke en gentagelse af tidligere års langtrukne og udmattende forhandlinger om et fælles dokument.
Der blev arbejdet med i alt 7 resolutioner. Arbejdet med resolutionerne viste endnu en gang forskellene og uenighederne på de områder, der handler om kvinders sexuelle og reproduktive rettigheder, feminiseringen af HIV/AIDS og kvinders økonomiske muligheder. Uenighederne rækker også ind i EU kredsen, hvor den splittelse, der også ved tidligere samlinger er kommet tydeligt frem, igen bidrog til at blokere for stærke indlæg og argumenter fra et samlet EU på lige netop de områder vedrørende kvinders rettigheder, der bliver udfordret stærkest: retten til at bestemme over egen sexualitet, sexualpartner og antal børn og sexuel sundhed. Malta efterfulgt af Polen erklærede sig uenige med resten af EU på de nævnte områder. EU's forhandlingsmandat var tydeligt svækket af den interne uenighed, der var med til at blokere for en acceleration af processen frem mod et resultat - ikke kun internt i EU men i hele forhandlingskredsen.
En af resolutionerne handlede om det nye ligestillingsorgan i FN, der samler fire af de tidligere institutioner vedrørende kvinder til et fælles organ. Enheden havde ikke fået navn, men det er senere afgjort, at den nye enheds navn er: UN Women.
Det nordiske samarbejde fungerede fint. Danmark stod i egenskab af formandskabsland i Nordisk Ministerråd som ene arrangør og medarrangør af flere paneldebatter og side-events. Emnerne var blandt andet nordiske erfaringer med gennemførelse af Beijing Deklarationen og PFA. De nordiske lande fortalte om, hvor langt man er kommet nationalt på ligestillingsområdet. Lighederne men også forskellene trådte tydeligt frem, ikke mindst i forhold til de norske erfaringer med kønskvotering til bestyrelserne i børsnoterede selskaber og den svenske lov, der forbyder sexkøb. Kvinderådets forkvinde deltog i et ekspertpanel vedrørende resultater og udfordringer for ligestilling i et politisk og praktisk perspektiv.
