I 2010 skulle der ny/genudpeges medlemmer til den nye mandatperiode i EØSU. I Kvinderådet forventede vi at blive genudpeget efter kun én periode som medlem. Vi syntes, at vi som paraplyorganisation var et naturligt valg især fordi kønsligestilling er et vigtigt emne i EUs politikområder. Udenrigsministeriet valgte imidlertid at sende pladsen i udbud i en kreds af NGOer, og flere bød ind. Beslutningen om hvem der skulle have mandatet blev truffet i Europaudvalget, og hvor var det dejligt, at der her blev peget på os som en af de tre NGO'er, der skulle sidde i EØSU i den kommende mandatperiode. Udover Kvinderådet er det Forbrugerrådet og Dansk Handicap Forbund. Danmark har i alt 9 medlemmer fordelt med 3 til arbejdsgiverorganisationer, 3 til arbejdstagerorganisationer og 3 til NGOer. Den nye mandatperiode går fra oktober 2010 til september 2015.
Vi er igen medlem af præsidiet for vores gruppe, hvilket vi også var i den tidligere periode, og vi har i den sidste periode været repræsenteret i 9 arbejdsgrupper bl.a. SOC/378 vedr. bekæmpelse af menneskehandel, hvor vi også lavede skriftlige kommentarer til udkastet til det nye direktiv på området.
Når vi deltager i arbejdet, og ikke mindst arbejdet i arbejdsgrupperne, bidrager vi med den viden, vi har om de integrations- og ligestillingsmæssige udfordringer vi ser. Vi inddrager også medlemsorganisationernes viden på de specifikke områder, de arbejder indenfor. Arbejdet er meget tidskrævende, men det er utroligt vigtigt, at kvindeorganisationer sidder med ved bordene, så vi er sikre på at køn og ligestilling indtænkes i de forskellige arbejdsgruppers udspil.